← Blog

Den nordiske sikkerhedsventil, der ser farligere ud, end den er

Udgivet 8. juni 2026 · 5 min læsning · Af GD · LexCodex

En leverandør sidder fast i en femårig aftale, der blev sur allerede efter det første. Marginerne er spist op, modparten nægter at genforhandle, og nogen foreslår det, der altid foreslås i den situation: vi påberåber os § 36. Det lyder som en nødudgang. Det er det sjældent.

Aftalelovens § 36 er den danske generalklausul — bestemmelsen, der lader en domstol ændre eller helt tilsidesætte et aftalevilkår, hvis det er urimeligt. Danmark fik den i 1975 og var dermed først i Norden. På papiret er den bred på en næsten foruroligende måde: domstolen tager hensyn til forholdene ved aftalens indgåelse, aftalens indhold og eventuelt senere indtrufne omstændigheder. Åbne kategorier, ingen tydelig tærskel. For den, der skriver aftaler, er det en ubehagelig tanke — at ethvert vilkår, man formulerer, i teorien kan stryges af en dommer, der synes, det blev urimeligt.

I praksis opfører bestemmelsen sig ganske anderledes, end den læses. Aftaleskrivere har levet med § 36 i snart halvtreds år, omtrent som man lever med en nabo, der aldrig har klaget, men hele tiden kunne. Mellem to jævnbyrdige virksomheder skal der væsentligt mere til end et dårligt udfald, før et vilkår tilsidesættes. § 36 er ingen fortrydelsesret for den, der har forhandlet svagt.

Samme sætning i fire lande

Det interessante er, at leverandøren ville have fået omtrent samme svar i Stockholm, Oslo eller Helsinki. I løbet af godt et årti skrev de nordiske lande næsten samme sætning ind i deres aftaleret. Danmark var først, i 1975. Sverige fulgte i 1976, Finland i 1982, Norge i 1983 og Island i 1986.

Formuleringerne er så ens, at man kan lægge den svenske 36 § avtalslagen ved siden af den norske avtaleloven § 36 og knap finde samlingen: en aftale kan ændres eller tilsidesættes, hvis det ville være urimeligt at gøre den gældende. Det var intet tilfælde. De nordiske aftalelove har fælles rødder helt tilbage til 1910'erne — selve aftaleloven fra 1917 var resultatet af et fællesnordisk arbejde — og generalklausulen blev endnu et kapitel i det samme redaktionelle samarbejde: fire lovgivere, der uafhængigt af hinanden formulerede sig ens, bortset fra at de slet ikke var uafhængige.

Men sætningen lever forskellige liv

Ligheden i tekst skjuler en forskel i anvendelse. Fra 1990'erne, da EU's direktiv om urimelige vilkår i forbrugeraftaler skulle passes ind, begyndte systemerne at glide fra hinanden: direktivet kræver, at urimelige forbrugervilkår lades helt ude af betragtning, mens den nordiske tradition hellere ændrer vilkåret, så det bliver rimeligt. Den alsidige tilpasning — at justere et vilkår frem for at rive det ud — er noget af en nordisk specialitet, og den passede dårligt med direktivets logik.

Og selv her hjemme har sætningen ændret sig. En lille detalje fanger det: indtil 1994 kunne § 36 kun tilsidesætte et vilkår, ikke ændre det. I næsten tyve år var valget binært — vilkåret holdt eller faldt, men blev aldrig pudset. Først med lovændringen i 1994 fik formuleringen sit nuværende »ændres eller tilsidesættes«, og dommeren et finere værktøj end økseslaget.

Hvad det betyder for den, der skriver aftaler

For den, der skriver eller gennemgår kontrakter, der løber over grænserne, peger dette i to retninger på én gang.

Regn ikke med § 36 som redning. Tærsklen i erhvervsforhold mellem jævnbyrdige parter er høj i hele Norden, og den, der bygger sin forretning på, at en domstol skal redde et dårligt forhandlet vilkår, bygger på sand. Men skriv heller ikke i frygt for bestemmelsen. Et velafbalanceret vilkår overlever, og frygten for generalklausulen giver ofte overarbejdede, defensive aftaler, som ingen bliver gladere af — mindst af alle den, der skal læse dem om tre år.

Den egentlige lære ligger i mellemrummet mellem lovtekst og anvendelse. At den danske, svenske, norske og finske bestemmelse ser ens ud, betyder ikke, at de vejer ens i en retssal. Et vilkår, en dansk domstol lader stå, kan en norsk domstol have indvendinger mod — ikke fordi loven er forskellig, men fordi praksis er det. Den, der læser de fire bestemmelser og tror, han har læst én, har læst forkert, om end på den mest tilgivelige af måder.

For leverandøren i eksemplet står det kedelige svar tilbage: genforhandl, hvis du kan, og brug næste gang kræfterne på vilkåret, før det underskrives — ikke på bestemmelsen, der måske ikke redder det bagefter.